Lokkeråbet – Sangen fra sæteren
De skandinaviske landskaber har i århundreder været fulde af en urgammel fundamental nordisk musik, sætermusikken, som kulningen er grundlæggende del. I al den tid mennesket har haft tamdyr har lokkeråbet fundets, og mennesket har til alle tider ud af sin musikalske natur søgt at forbinde sig med og kommunikere med sin omverden.
HVAD BETYDER “KULNING” ?
Ordet kulning, (udtales kylning) er svensk og er en sammentrækning af ordene ”Kuh” og ”lock” og betyder altså kolokkeråb. Ud af utallige dialektale benævnelser er ordet kulning (fra Dalarna, Sverige) det ord der i moderne tid blevet betegnende for den lokkeråbstradition som er kernen i sætermusikken.
Historiske Fakta
Kulningen, kohorn og langlur var arbejdsredskaberne i den nørrøne bonde- og hyrdekultur helt frem til 1950’erne. De var musikalske kommunikationsmidler mellem mennesker og dyr og fra hyrde til hyrde over lange afstande under sommerhalvårets sæterperioder.
Sæterdriften i Skandinavien opstod af mangel på græsningsarealer tæt på gårdene, og bønderne (alle der f.eks ikke var på togt i vikingetiden, eller købmænd eller fyrster, var bønder) flyttede med dyrene langt ud i skovene, hvor de græssede i ødemarker og urskove på lavfjeldet under opsyn af hyrder, for det meste børn og kvinder. Man producerede bl.a. ost og myse af mælken og samlede forråd til familiens overlevelse om vinteren.
Sæterdriften af været uændret i sin form ligeså langt tilbage som der er kilder. Der er fundet spor af sæterdrift på Island helt tilbage til 800-tallet. Kulningen er altså af oldnordisk oprindelse og er mundtligt overleveret i ubrudt tradition til i dag, hvor den er assimileret i folkemusikken.
Kulning over the wind – Helle Thun
Kulning – skovens musik
Kulning er kraftfuld og smuk, og anses af musiketnologerne for at være selve urtonen i den nordiske folkemusiktradition. Skoven og naturen er sangens oprindelig miljø, og der kommer denne pragtfulde fascinerende nordiske sangtradition helt til sin ret. Den forbinder på magisk vis fortid og nutid og sætter os i kontakt med både naturen og vores egen kraft.
Populært sagt er kulningen en slags skovens opera. Og teknisk set rummer den muligheder i alle sværhedgrader for udøveren – fra det enkle lokkeråb over traditionelle signalmelodier til udfordrende ekvilibristiske improvisationer med udsøgt klang.
Med kulning går tradition og improvisation hånd i hånd. Kulning er både en stilart og noget man skal gøre til sit eget. Ligesom enhver hyrde både havde både personlige kald og lokkemelodier, men også kendte de fælles signalmelodier der skulle til for at kommunikere med andre på egnen, når der var brug for det.